Den Europæiske Grønne Aftale ændrer måden, virksomheder designer, producerer og forvalter produkter i EU. Målet er at gøre EU klimaneutralt inden 2050 ved at reducere affald, forbedre ressourceeffektivitet og øge gennemsigtigheden i produktforsyningskæder. For virksomhederne betyder det strengere krav til overholdelse og større ansvar for miljøpåvirkningen af deres produkter.

Hvorfor betyder den grønne aftale noget for produktoverholdelse?

Den grønne aftale er mere end bare en miljøstrategi—det er et juridisk og operationelt skift for virksomheder. EU strammer reglerne vedrørende produktdesign, materialer og affaldshåndtering for at fremme en cirkulær økonomi, hvor affald minimeres, og materialer genbruges eller genanvendes.

For virksomheder betyder det, at overholdelse ikke kun handler om at undgå bøder—det handler om at tilpasse sig et mere bæredygtigt og gennemsigtigt marked. Forbrugere og regulerende instanser holder i stigende grad virksomheder ansvarlige for den miljømæssige påvirkning af deres produkter.

Nøgleregler under den grønne aftale

Flere væsentlige reguleringer er allerede blevet indført eller er på vej under den grønne aftale. Disse påvirker direkte, hvordan virksomheder forvalter produktoverholdelse:

1. Økodesign for bæredygtige produktregler (ESPR)

ESPR er sat til at erstatte den eksisterende økodesigndirektiv og vil indføre nye regler om produktdesign, holdbarhed og genanvendelighed. Målet er at gøre produkter mere bæredygtige og ressourceeffektive ved at opstille designkrav som:

• Minimums levetid og reparabilitetsstandarder.

• Grænser for skadelige stoffer.

• Krav om genanvendt indhold og materialesporebarhed.

2. Udvidet Producentansvar (EPR)

EPR holder virksomheder ansvarlige for den miljømæssige påvirkning af deres produkter gennem hele livscyklussen—fra produktion til bortskaffelse. Under den grønne aftale udvides EPR til at dække flere produktkategorier og strengere rapporteringskrav.

• Påvirker industrier som emballage, elektronik, tekstiler og batterier.

• Virksomheder skal spore og rapportere produktmængder og betale gebyrer baseret på genanvendelighed og miljøpåvirkning.

3. EU Batteriregulering

Batterireguleringen fastsætter krav til batteriproduktion, mærkning og genanvendelse for at reducere miljøbelastningen.

• Minimum krav til genanvendt indhold.

• Deklarationer om batteriers kulstofaftryk.

• Indsamlings- og genanvendelsesmål.

4. WEEE-direktivet (Affald af elektrisk og elektronisk udstyr)

WEEE-direktivet kræver, at producenter af elektronisk og elektrisk udstyr forvalter og finansierer indsamling og genanvendelse af deres produkter ved slutningen af livet.

• Gælder for elektronik som smartphones, computere og husholdningsapparater.

• Fastlægger genanvendelses- og genvindingmål for elektronisk affald.

5. REACH-regulering

REACH-reguleringen regulerer registrering, evaluering, godkendelse og begrænsning af kemikalier i produkter. Under den grønne aftale indføres der strengere regler vedrørende skadelige stoffer og kemisk indhold.

• Øgede test- og oplysningskrav.

• Forbud mod visse højrisiko-kemikalier.

Sådan ændrer produktoverholdelse sig under den grønne aftale

Den grønne aftale gør produktoverholdelse mere kompleks og datadrevet:

• Øgede rapporteringskrav – Virksomheder skal give detaljerede data om produktmaterialer, produktionsprocesser og affaldspåvirkning.

• Højere omkostninger – EPR-gebyrer og nye bæredygtighedsstandarder øger driftsomkostningerne.

• Gennemsigtighed i forsyningskæden – Virksomheder skal spore og oplyse om produktkomponenter og produktionsdata for at imødekomme lovgivningsmæssige og forbrugerforventninger.

Den grønne aftale handler ikke kun om at undgå bøder—det handler om at forblive i forretning. Virksomheder, der tilpasser sig hurtigt, vil sikre sig markedsadgang, opfylde kundernes forventninger og undgå forstyrrelser i forsyningskæden.

Succes betyder at forenkle produktdata, designe til bæredygtighed og betragte overholdelse som en gateway til globale markeder—ikke kun som en juridisk forhindring.